SKÆV NÆSESKILLEVÆG

Skæv næseskillevæg – problemer og behandling.
 
Problemer med dårlig luftpassage igennem næsen kan skyldes en skæv næseskillevæg.
 
Næseskillevæggen opdeler næsehulen i 2 dele og strækker sig fra næseborene bagud til næsehulens overgang til næsesvælget. Næseskillevæggen består fortil overvejende af en bruskplade, bagtil af en knogleplade. Pladerne er dækket af en slimhinde.

 

 

 

 

 

 

Næseskillevæggen er helt uden krumninger i fostertilværelsen. I nogle tilfælde kommer der skævheder i skillevæggen under fødslen. Det kan give nedsat luftpassage gennem næsen fra barndommen. Omkring puberteten kan væksten af næsen være ”ujævn” hvorved der kan komme skævheder i skillevæggen. Endelig kan skillevæggen blive skæv efter slag og stød hvilke ofte giver mere komplicerede problemer.

 

 

 

 

 

 

 

 

En skæv næseskillevæg behøver ikke give nogen problemer.
De problemer, man kan have er:
Besværet nedsat vejrtrækning gennem næsen.
Tilbagevendende en- eller dobbeltsidig bihulebetændelse.
Tørhed i næsen.
Tilbøjelighed til næseblødning.
 
Hvis man har problemer ved skæv næseskillevæg skal man i samråd med sin ørenæsehalslæge finde en behandling.
Nogle gange finder man, udover den skæve næseskillevæg, en hævet slimhinde. Den kan forsøges behandlet med en slags næsespray på recept.

Selve skævheden i næseskillevæggen kan kun behandles kirurgisk.
 
Operationen foregår oftest i fuld bedøvelse.
Der ligges et lille snit ca. 1 cm inde i næsen, på højre side af næseskillevæggen. Slimhinden løsnes fra brusk og knogle, hvorefter man kan fjerne det væv, der er i overskud samt rette det væv op der er skævt. Det lille snit syes med tråd, der opløses af kroppen på 2 – 3 uger. Slimhinden holdes ind til brusk og knogle med samme type tråd. Ved mere komplicerede genopbygninger kan det være nødvendigt at lægge en tynd siliconegummiplade ind i hvert næsebor. Pladerne skal så fjernes efter 5-8 dage. Det kan selvfølgelig give større eller mindre problemer med at trække vejret, specielt om natten.
 Operation af næseskillevæggen tager ca. 1 time.
Efter operationen ligger man og kommer til sig selv. Efter 1-2 timer kan man blive kørt hjem. Der skal være en anden voksen sammen med dig det første døgn, da man vil være noget klattet. Man kan være mere eller mindre øm i sin næse afhængigt af hvor omfattende operationen har været. Almindelige hovedpinepiller vil oftest være nok til at dulme evt. smerter.
Man bør holde sig fra varm mad og drikke det første døgn efter operationen. Det er godt med kølige og ikke for seje el. hårde fødeemner det første døgn. Det er godt at sove med 2 – 3 puder under nakke og skuldre de første 3 nætter efter operationen for at undgå hævelse i ansigt og næse.
Der vil oftest komme lidt saftevandsagtigt sekret ud af næsen de første par dage efter operationen – det er næsen, der renser sig selv.
 
I 2 – 4 uger efter operationen vil der ofte være flere skorper (bussemænd) i næsen end normalt. Derfor er det en god idé at skylle næsen med saltvand. ½l postevand + 1tsk køkkensalt, en sjat i en kop, næsen ned i og snif op og fnys ud over vasken – så enkelt! Det kan gøres flere gange om dagen.
Slimhinderne vil være lidt hævede nogle uger, hvilket kan påvirke luftpassage og dermed lugtesansen.
Man må regne med op til en uges sygemelding fra arbejde, 2 uger hvis man har arbejde med tunge løft.
Alle operationer indebærer risici, også denne.
Man kan få lette føleforstyrrelser i de 2 fortænder i overmunden (ofte dagene efter, fortager sig så godt som altid).
Man kan få infektion i såret – sjældent.
Man kan få blødning mellem slimhinde og brusk/knogle med efterfølgende fortykkelse- sjældent.
Man kan få et hul i næseskillevæggen og dermed evt. let ændring af næsens udseende i profil – sjældent.
Brusken kan skride ud af det tildannede leje og give passageproblemer efterfølgende - sjældent.
 
Sådan en liste ser skræmmende ud, men der er tale om sjældne komplikationer, som typisk ikke vil sætte en dårligere end før indgrebet. 
Til gengæld er der en meget god mulighed for at få løst sit problem ved operationen, når man er omhyggeligt undersøgt inden.


Skævhed af YDRE næse behandler jeg ikke længere, efter man har fjernet sygesikringsbetalingen april 2019. Hvis man har en meget skæv ydre næse, som man ønsker opereret, kan der foretages vurdering og eventuelt viderehenvisning til sygehus.