MUNDHULE

Vær venlig at gabe. Sig AAAHHH. Tak.....
 
Når man gennemgår en undersøgelse hos lægen skal der ofte kigges i munden.
 
Medmindre man har elefanthue på er munden let at komme til. Lægen får mange oplysninger ved at studere mundslimhinde, spytafsondring, tænder, tunge, mandler og muskelfunktion.
 
Når man bliver bedt om at sige AAAHHH vil tungen ligge sig ned i mundhulen og samtidig vil den bageste del af ganen, hvor drøbelen sidder, løftes op så man får et bedre indblik i mundhulen og svælget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kan løfte tungen op så man kan se tungens underside og mundgulvet med ”tungebånd” og åbninger fra tunge- og kæbespytkirtler. Lægen vil nogle gange mærke tunge, mundgulv, tyggemuskler og kæbeled efter med en finger. Lægen vil ofte trykke let på tungen med en træ- eller metalspatel. Her siger mange urrgh. Der sker ikke noget farligt. Træk vejret dybt, det er hurtigt overstået.
 
Mange henvendelser hos lægen drejer sig om specifikke problemer i munden og svælget. Blandt andre lidelser er forkølelsessår, dårlig ånde, ømme sår i mundslimhinden, ”stramt tungebånd”, ømhed i tungen, hævelser i slimhinden i gane, tunge eller kinder, farveændringer i slimhinder, snork, dårlig søvnkvalitet og ondt i halsen.
 
Flere af disse gener og lidelser kender vi alle. Småbørn, der snorker og sover dårligt på grund af alt for store halsmandler. Voksne, oftest mænd, der snorker og sover dårligt. Nogle gange på grund af overvægt og for stor drøbel, men ofte af mere komplicerede årsager. Forkølelsessår, der første gang viser sig som en kraftig betændelsestilstand i slimhinden med meget ømme millimeterstore sår, der varer 1 til 2 uger. Dårlig ånde, der kan skyldes ”propper” i mandlerne, men blandt andet også kan skyldes belægninger på tungen, som kan fjernes med tandbørsten.

Helt spæde børn kan have et stramt tungebånd. For mange af børnene betyder det heldigvis ikke noget, men nogen virker irriterede, suger luft ind ved amning og får dårligt fat, når de ammer. Hvis det er tungebåndet, der driller, kan det enkelt gennemklippes i lokalbedøvelse hos det helt lille barn. Bagefter skal barnet ammes, så heler tingene fredeligt.
 
Har man hævelse i slimhinden i mundhulen og specielt hvis man er ryger, er det en meget god ide at få det undersøgt. Eventuelt skal der tages en vævsprøve. Der kan være tale om kræft, men heldigvis er det oftest godartede tilstande.
 
De fleste tilstande kan behandles, nogle med medicin andre ved et kirurgisk indgreb hos øre-næse-halslægen. Nogle af tilstandene kræver yderligere undersøgelser som for eksempel blodprøver, søvnkvalitetsmåling og vævsprøver.
 
Mange henvendelser hos lægen drejer sig om problemer, der ikke umiddelbart forbindes med mundhulen. Nogle symptomer er for eksempel svimmelhed, træthed, vægttab, dårlig mave, ømme muskler eller led, sår eller hævelser i huden samt øjenproblemer. Et kig i munden kan dog hjælpe lægen og patienten på sporet af hvad årsagen til problemet kan være.
 
En liste over de sygdomme, der kan sætte sig spor i mundhulen bliver hurtigt meget lang, men omfatter blandt andet visse af følgende tilstande:
 
•Nogle gigtlidelser, der bl.a. kan give mundtørhed, hævelser i slimhinder samt smerter i kæbeled. 
•Betændelsessygdomme i mave-tarmsystemet, der kan give karakteristiske sår i slimhinderne. 
•HIV, gonoré, syphilis, der alle kan give karakteristiske sår og slimhindeforandringer. 
•Blodmangel, blodkræft, der giver blege slimhinder samt karakteristiske sår i tandkødet og halsmandlerne. 
•Nervesygdomme, der kan give ændret bevægelighed af tunge og bløde gane. 
•Hovedpine og ansigtssmerter, der blandt meget andet kan skyldes ømme tyggemuskler og problemer i kæbeled. 
•Medicinbivirkninger, blandt andet mundtørhed og slimhindefortykkelse af tandkødet. 
 
 
De spor lægen finder i munden kan somme tider give en endelig diagnose. I en del tilfælde må der dog videre undersøgelser til som for eksempel blodprøver, kikkertundersøgelser og vævsprøver. Flere af disse undersøgelser foretages hos praktiserende øre-næse-halslæger.
 
Behandlingen tilpasses den enkelte sygdom.
 
Undersøgelsen af mundhulen er en enkel men meget oplysende undersøgelse, der antyder noget om mange forskelligartede sygdomme. Så næste gang hos lægen er det bare med at undertvinge brækrefleksen.