Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden
Sitemap
Kontakt pr. e-mail
Svimmelhed

Svimmelhed

 

Svimmelhed er en tilstand, der tit henvises til øre-næse-halslæger.

Balanceapparatet sidder ved indre øre. Sygdom i balanceapparatet og nervebanerne omkring det giver en karakteristisk svimmelhed, nemlig ofte hvor det føles som at stå på en løbsk karrusel.

Balanceorganet:Ører buegange og nerve

 

Sygdommene kan have andre følgesymptomer og tegn, der ofte kan findes ved en systematisk udspørgen og målrettet undersøgelse. Nogle gange suppleres undersøgelsen med en høreprøve og nogle gange med andre undersøgelser, der kan vise funktionen af dele af balanceapparatet.

 

Svimmelhed er desuden et utroligt almindeligt symptom, som kan skyldes alt fra helt banale ting som forkølelse, træthed, varme, væskemangel, alkohol, bekymring, travlhed, spænding, forelskelse(!) til sygdomme i hjerte, blodkar, lunger, hjerne og nervesystem, muskler, blod, hormonsystemer, øjne, ændringer i medicin, aldersproblemer med bevægeapparatet. Kort sagt alt muligt andet end indre øre!

Svimmelheden fra andre steder end balanceapparatet føles mere som "ørhed", at gå på en skummadras, uvirkelighedsfornemmelse, sortnen for øjnene, brusen i hovedet, kildren i læber og fingre.

 

Svimmelhed er noget alle oplever jævnligt, og kun meget sjældent noget, der kræver snak med læge, men bevidstløshed, lammelser, smerter i brystet, meget uregelmæssig puls, tale- og synkebesvær er symptomer, der bør føre til hurtig lægevurdering hos ens praktiserende læge.

 

Pludselige anfald af voldsom svimmelhed med opkastninger og kvalme selvom man ligger stille i sengen, er forfærdeligt ubehageligt, men ikke nødvendigvis tegn på hjerneblødning eller andre alvorlige tilstande. Hvis man ikke har tale- eller synkebesvær, lammelser i ansigt, arme, ben eller halvsidige føleforstyrrelser samme steder er der yderst lille risiko for alvorlig tilstand. Med eller uden øresusen (tinnitus) eller hørenedsættelse kan der være tale om balancesystemsygdom.

 

-Varer det flere dage, hvorefter det langsomt bedres er det typisk ”virus på balancenerven = neuritis vestibularis. Evt. kan store mængder binyrebarkhormon givet indenfor de første 3 døgn have en afkortende virkning på symptomerne. Den vigtigste behandling er BEVÆGELSE! Gå, drej rundt, op og ned. Se forneden.

 

-Varer det højst 30 sekunder og næsten altid ved at ændre stilling fra ryg- til sideleje, enten højre eller venstre side, ved at lægge nakken tilbage og kigge opad eller ved gymnastik, er der ofte tale om ”ørekrystaller” BPPV (Benign Paroxystisk Positionsbetinget Vertigo). Behandlingen består i at ”hælde øresten ud af dele af balancesystemet”. Det er ikke svært, når man bare ved hvordan, men svært at beskrive kort. Man kan finde information på nettet ved at søge "epley manøvre" eller "semont's manøvre"

 

- Er der symptomer fra øret med, bl.a. en bestemt slags hørenedsættelse, og svimmelheden varer op til få timer kan det være en tryksygdom i det indre øre. Behandling er afhængig af hvor hyppige anfald der er. Man kan starte med reduktion i mængden af salt i maden.

 

- Er svimmelheden anfaldsvis og varer timer til dage, og har man nogensinde i sit liv haft et eller flere migrænetilfælde, kan der være en sammenhæng dér.

 

Inden konsultation hos lægen er det er en meget god idé at notere

Hvornår startede svimmelheden?

Hvor længe varede det og er det blevet værre eller bedre?

Kommer der flere anfald og hvor hyppigt?

Kommer anfaldene kun i bestemte situationer eller stillinger med hovedet?

Snurrer det rundt eller føles det mere som man er ”ør i hovedet”?

Har man kvalme og evt. opkastninger?

Har der været bevidsthedstab? Lammelser, tale-synkebesvær, føleforstyrrelser?

Hvad får man af medicin?

Fejler man andet, f.eks. hjerte-lungeproblemer, sukkersyge, neurologiske sygdomme, migræne(nogensinde)?

 

Links til Patienthåndbogen om nogen former for svimmelhed:

Svimmelhed generelt: http://patienthaandbogen.dk/hjerne-og-nerver/symptomer/svimmelhed-1269.html

BPPV (øregrus):  http://patienthaandbogen.dk/ore-nese-hals/sygdomme/benign-positionel-vertigo-bppv-2415.html

Neuritis vestibularis (virus på balancenerven): http://patienthaandbogen.dk/ore-nese-hals/sygdomme/nervesygdomme/balancenerven-betendelse-vestibularisneurit-3480.html

 

 

Hjemme-træningsprogram for at styrke balancen, specielt efter virus på balancenerven = neuritis vestibularis. (For løsrevne ørekrystaller se herunder!)

Gøres 3 gange dagligt

 

1.      Sid ned,

kig fast på en genstand 1,5 m – 2 m væk.

Ryst hovedet fra side til side mens blikket holdes på genstanden. Drej frem og tilbage på 1 sekund og gentag 15 gange. Tæl et-tusind-et, et-tusind-to, et-tusind-tre … for at holde tempo.

 

2.      Stå op og støt med en finger på en stabil genstand (bord/stol)

kig fast på en genstand 1,5 m – 2 m væk og gentag hovedrysteøvelse

 

3.      Stå op uden støtte.

kig fast på en genstand 1,5 m – 2 m væk og gentag hovedrysteøvelse

 

4.      Stå op uden støtte med lukkede øjne.

Med lukkede øjne forestiller man sig at fokusere på genstand 1,5 m – 2 m væk. Gentag hovedrysteøvelse

 

5.      Stå op uden støtte.

kig fast på en genstand 1,5 m – 2 m væk.

Ryst hovedet OP og NED mens blikket holdes på genstanden. Ryst op og ned på 1 sekund og gentag 15 gange. Tæl et-tusind-et, et-tusind-to, et-tusind-tre … for at holde tempo.

 

6.      Gå fremad.

Kig fast på en genstand foran dem.
Gentag hovedrysteøvelse fra side til side

 

7.      Stå på en sofa-pude

Stå i et hjørne af rummet. Stå med åbne øjne i et minut uden at støtte. Luk øjnene og stå igen 1 minut uden støtte. Er det for svært? Stil en stol foran dem og hvil en finger på ryglænet.

 

8.      Stå op og hold et halvfyldt glas vand.

Stå i et hjørne af rummet. Stå med åbne øjne i et minut uden at støtte. Luk øjnene og stå igen 1 minut uden støtte. Er det for svært? Stil en stol foran dem og hvil en finger på ryglænet.

 

9.      Gå en tur udendørs i mindst 30 minutter.

Kig på vinduer, så de drejer hovedet fra side til side mens de går.

 

 

Hovedrysten gøres ved at starte med langsom rysten, og så øge hastigheden indtil synet bliver sløret. Sænk så hastigheden, men øg hurtigt hastigheden igen. Meningen er, at flytte grænsen for, hvornår synet bliver sløret.

 

Man vil opleve svimmelhed og måske ubehag under øvelserne, ellers går man ikke nok til den!!



Løsrevne ørekrystaller i buegangene, BPPV, positionsbetinget svimmelhed:

Efter ovl. Carsten Tjell, Øreklinikken, Skövde

Oplever man, at omgivelserne pludselig kører rundt, når man ligger i en bestemt stilling?

Så kan denne øvelse måske hjælpe. 

Man kan have løsrevne mikroskopiske "krystaller", der giver ovennævnte svimmelhed, når de "lægger" sig forkert inde i balancecenteret.

 

  • Lig på f.eks. en seng eller et spisebord, med hovedet udover kanten. Læg på siden med svimmelhed. Lig her i 3 minutter.
  • Laangsomt, med hængende hoved, drejes kroppen - over 3 minutter - til man ligger på den modsatte side.
  • Lig her på den modsatte side med hængende hoved i 3 minutter
  • Drej om på maven og rejs dig op.
LIG IKKE VANDRET I 2 DØGN. Sov f.eks. med 3 puder under hovedet.
"Krystallerne" skulle nu være skyllet væk - hvis de skulle komme igen gentages øvelsen.
 
Driller det stadig, eller kommer det igen, må man ringe, så kigger jeg på det.

Aktuelt

Telefontider:

Mandag

Tirsdag

Onsdag

Torsdag

Fredag

08.00-10.00, operationsdag

10.30-13.00

08.30-12.00

08.30-12.00

08.30-11-30

 

Tlf.: 58 53 23 11

Ørenæsehalslægen Mads Stougaard   |   Jernbanevej 4   |   4100 Ringsted   |   Tlf 5853 2311
Design copyright © 2009 BMS-Software - administration