Tilbage til forsiden
Tilbage til forsiden
Sitemap
Kontakt pr. e-mail
Næsebløsning

Næseblod, hvad så?

 

Næseblod kan se temmelig voldsomt ud. Vi har alle selv haft det eller set andre bløde ud af næsen.

Hvis det sker, gælder det om at bevare roen. De fleste næseblødninger kan behandles uden hjælp fra en læge.

Hvad kan man selv gøre? Hvad er det? Hvornår skal man til øre-næse-halslægen?

 

Hvad kan man selv gøre?

Næseblødning kommer oftest fra den forreste del af næseskillevæggen, den bruskvæg, der deler næseborene.

 

Blodet løber ud af næsen, men kan løbe ned i halsen hvis man ligger hovedet tilbage.

 

Sæt dig eller dit barn op, læn dig lidt forover så blodet ikke løber ned i halsen.

 

Klem fast om den bløde nedre del af næsen med tommel- og pegefinger så blødningen stopper. Hold fast i 5 minutter. Bløder det igen når du slipper skal der klemmes igen i 10 minutter.

 

•Tag gerne en isklump i munden (bruger du tandprotese, så ud med den!)
•Tag evt. lidt knust is el.lign. i en pose og læg på ydre næse.
•Tag den med ro resten af dagen.
•Undgå at buk dig forover resten af dagen.
•Undgå varm mad og drikke resten af dagen
•Hvis du skal nyse, så luk munden op.
•Klip neglene!

 

naeseblod.jpg

 

Sjældent kommer næseblødningen fra den bageste del af næsen. Det er oftere hos ældre mennesker.

Blodet løber ned i halsen, også selvom man sidder op. Det kan være meget voldsomt.

 

Man skal gøre de samme ting som beskrevet, men i stedet for at klemme næsen af så tag et stort håndklæde og hold for næsen. Lad hellere blodet løbe ud i det end at ”drikke” blodet, ellers får man det dårligt. Tag håndklædet med hvis man tager til lægen.

 

Hvad er årsagen?

Næsen er fyldt med overfladiske blodkar lige under slimhinden for at gøre indåndingsluften varm og fugtig. De blodkar kan let blive beskadiget.

 

Hos børn og unge er det ofte mindre blodkar fortil i næsen, der bløder. Det skyldes ofte næsepilleri som også er meget almindeligt i søvne. Slimhinden i næsen bliver sart når luften er tør, når man er forkølet eller har høfeber. Slag på næsen kan også rive små blodkar over så det bløder. Meget sjældent er der andre årsager som for eksempel blødersygdom eller god- eller ondartede tumorer.

 

Hos ældre mennesker kommer blødningen oftere fra større blodkar bagtil i næsen. Sår kan være kommet på grund af forhøjet blodtryk, forkalkning af blodkar, sukkersyge, blodfortyndende medicin og tilbøjelighed til tørre slimhinder. Også her er tumorer en sjælden årsag.

 

Tit finder man ikke en årsag til næseblødningen, heller ikke selvom man tager til lægen.

 

•Hvornår skal jeg til øre-næse-halslægen?
•De fleste tilfælde af næseblødning kan man selv klare.
•Man bør søge læge hvis:
•Der har været flere tilfælde i løbet af et par uger
•Hvis det er kraftige blødninger, der ikke kan klares som beskrevet
•Næseblødning efter uheld eller slag hvor blødningen er svær at stoppe

 

Hvad kan øre-næse-halslægen gøre?

Lægen vil undersøge næsen indvendigt evt. med en tynd kikkert, for at finde det blødende kar.

 

Hvis blødningen ligger fortil i næsen kan man som regel ”brænde” karret med et specielt instrument. Det kan gøres i lokalbedøvelse, tit selv hos skolebørn. Småbørn må dog i en kortvarig fuld bedøvelse.

 

Ved blødninger bagtil i næsen kan man nogle gange brænde karret, men det vil ofte være umuligt at finde karret på grund af blødningen. Man vil så standse blødningen ved at fylde næsehulen med en speciel gazestrimmel eller evt. med en vandfyldt ballon. Der findes andre metoder, der kan anvendes ved særlige problemer.

 

Hvis lægen finder andre tilgrundliggende sygdomme skal de naturligvis behandles.

 

En blodtud kan være en skræmmende oplevelse, men prøv at bevare roen så går det næsten altid. I løbet af en uges tid vil det sår, der har givet blødningen være ophelet og derefter er risikoen for ny blødning som regel ganske lille.


Aktuelt

Telefontider:

Mandag

Tirsdag

Onsdag

Torsdag

Fredag

08.00-10.00, operationsdag

10.30-13.00

08.30-12.00

08.30-12.00

08.30-11-30

 

Tlf.: 58 53 23 11

Ørenæsehalslægen Mads Stougaard   |   Jernbanevej 4   |   4100 Ringsted   |   Tlf 5853 2311
Design copyright © 2009 BMS-Software - administration